Ingen produkter i din kurv
Hjemmelavede påskeæg er et hyggeligt lille projekt, som let samler familie og venner. Vores påskeæg er lavet med marcipan, der er blevet æltet med de mest smagfulde pistacienødder, som ikke blot smager godt, men som også giver marcipanen den smukkeste grønne farve. Derudover gemmer der sig også en lille overraskelse indeni, i form af nougat med orangesmag, som gør det hele ekstra lækkert!
Indkøbsliste:
Marcipanæg
• 40 g sukker
• 2 spsk vand
• 120 g usaltede pistacienødder
• 50 g hvid chokolade
• 1 nip havsalt
• 300 g marcipan
Fyld
• 200 g nougat
• 1 appelsin, revet skal herfra
Overtræk og pynt
• 250 g mørk chokolade
• 20 g usaltede pistacienødder
Fremgangsmåde:
1. Kom sukker og vand på en pande. Smelt det ved middelvarme til det er gyldent.
2. Tilsæt pistacienødder og lad dem karamellisere i 2-3 minutter på panden, mens du rører rundt.
3. Lad de karamelliserede pistacienødder køle helt af.
4. Smelt den hvide chokolade over vandbad.
5. Blend pistacienødderne sammen med den hvide chokolade og havsalt til en cremet og grov nøddemasse.
6.Ælt massen sammen med marcipan til det hele er godt blandet sammen.
7. Del marcipanen i 12 lige store stykker. Tril dem til kugler og pres dem derefter til flade cirkler.
8. Bland nougat og revet appelsinskal. Læg en skefuld nougat i midten og fold marcipanen omkring. Derefter formes kuglen til et æg. Fortsæt med dette indtil du har 12 påskeæg.
9. Smelt den mørke chokolade over vandbad og overtræk alle 12 æg med chokolade.
10. Blend pistacienødderne og drys dem på æggene.